Teenagere spiser vaffelis, 2019

Soloudstilling, Overgaden Institut for Samtidskunst, stueetagen.
København, Danmark, 14. juni-25. august.

På sin soloudstilling Teenagere spiser vaffelis, på Overgaden, inviterer Molly Haslund os ind i et univers af værker, som på mange måder tager afsæt i observationer fra det offentlige rum. I en video performer børn hængende på knager, stole fundet i storskrald på Nørrebro overtager institutionsstolenes pladser og blander sig med værker, som peger på surreelle møder, hvor kasserede madrasser på gaden slænger sig med husmurens vedbend og et tilfældigt skrabelod fundet på fortorvet hænger monumentalt ned fra loftet broderet op med dets oprindelige farver. Gennem forskydninger i skala, materialer og kontekst ses det hverdagslige med friske øjne, og sociale situationer overdrives eller skævvrides.

Teenagere spiser vaffelis præsenterer ud af sin helhed 16 nye titler; En klovnenæse i 18 karat guld og mængder af sort/hvid konfetti der ligner aske. Et sort/hvid iscenesat fotografi fungerer som 'præ-dokumetation' af en performance opført til ferniseringen. En overdimensioneret knagerække, som har været rekvisit i en videoen med performende kører i loop med lyden af deres stemmer. Skulpturer lavet af dyner og madrasser fra Jysk Sengetøjslager beklædt med silkebetræk påtrykt fotografier af vedbend fra Nørrebro. Et vedbendkostume, en paryk med en 10 meter lang sort fletning. Et fabulerende VR-værk i hvilket karakteren Hedera Helix (vedbend på latin) møder gruppen Gekisai Dai Ichi (smadre og ødelægge på japansk) til en ritualiseret karatekamp i Nørrebros baggårde. Værket har to spor hhv. Hedera Helix møder gruppen og Gruppen møder Hedera Helix. De to spor har forskellige begyndelser, et fælles møde set fra to forskellige synsvinkler og to slutninger. Imens de af publikum der har VR-brillerne på frit kan vælge i hvilken retning de vil kigge, når de følger den 360 graders film i VR-brillerne, kan det øvrige publikum i udstillingen følge deres blikretninger og alt det de ser via to projektioner der lyser op på hver side af en stor væg der bryder rummet. 

Skalaforskydningerne og de arkitektoniske indgreb i udstillingen forgår endvidere via et eleveret gulv som man træder op på, i udstillingens første rum. Gulvet danner platform for de stole Haslund har fundet i storskrald i baggårde på Nørrebro imens hun arbejdede på udstillingen. Vinduet som Haslund har skabt ved at bryde igennem den bagerste falske væg, der dækker over de oprindelige vinduer og udsyn, gør at man nu kan kigge ud i den vedbend-fyldte baggård bag Overgaden. 
De minimale absurde narrativer i de digitale værker og indgrebene i arkitekturen synliggør hvordan vi via ydre påvirkninger og interesser konstant færdes i sociale hierarkier og situationer, og hvordan hverdagslige ritualer anvendes for at tilskrive os selv og andre identitet og status.
Stemingen af alt dette kunne også opleves i performancen Teenagere spiser vaffelis, opført to gange under ferniseringen.

Titelværket, en performance opført af teenagere
Teenagere spiser vaffelis, performancen, blev opført på ferniseringen den 14. juni klokken 18.00 og 19.00, og varede ca. 20 min. hver gang.
Her var hang 18 teenagere tinstrueret til at hænge ud på trappen foran indgangen op til Overgaden imens de spiste hver deres isvaffel. På samme tid både nærværende i deres fælles aktivitet og i kontrol over situationen. Folk maste sig forbi dem for at komme ud på gaden og se dem spise. Ind imellem kiggede teenagerne op på deres publikum, som forventningsfulde kiggede tilbage på dem. Se venligst fotografisk dokumentation af den live performance her på siden (scroll ned)

Mere om Virtual Reality-værket med karakteren Hedera Helix og karatekvinderne i Nørrebros baggårde
I det offentlige rum og i baggårde på Nørrebro følger og møder publikum 'gruppen' og Hedera Helix på nærmeste hold i Virtual Reality-filmen, bestående af de to separate 14-minutters spor.
I midter-sektionerne mødes karaktererne fra de to spor; karate-kvinderne - rekrutteret fra karateklubber i København, Køge, Roskilde og Nykøbing Falster – og karakteren Hedera Helix, (som er Molly Haslund). Midtersporet har samme minimale handling og omdrejningspunkt, men i de to spors byttes der rundt på rollerne og situationen opleves fra to forskellige synsvinkler. Dialogen  er minimal, men er med til at sætte de dominerende fysiske handlinger i filmen igang. Gruppen: Where do you come from? Hedera: Where do YOU come from? Gruppen: Show us something - Hedera: OK  -  Hedera: Now you show ME something. De viser hinanden deres kundskaber, de efteraber hinanden og iscenesæter en karatekamp som i de to slutninger har hver deres udfald. 

På et andet plan tager VR-værket på samme tid afsæt i Molly Haslunds eget liv: bosat på Nørrebro, medlem af en karateklub, og med langt sort hår á la den paryk, som Hedera Helix bærer, dog omsat til en 10 m lang fletning. Gruppen er klædt ud som en polterabend af den slags, man kan møde i byrummet. De har et fællesskab i de iøjnefaldende guldparykker, kropssprog og handlinger. De skraber skrabelod og træner karate på højt plan. Hedera Helix derimod står alene, er iklædt vedbend-camouflage og gemmer sig i baggårdens vedbendbuske. Hun spilles af Molly Haslund selv – en art alter ego, der bor i baggården med en klovnenæse i 18 karat guld, og som når hun sætter klovnenæsen på hånden og dækker ansigtet med sin vedbend-hætte kan tale et sprog hun selv har opfundet, eller lært af baggårdens fugle.

Props fra VR-værket indgår i udstillingen og er værker i deres egen ret. Klovnenæsen med titlen Klovnenæse/ uventet adfærd præsenteres i en glasmontre fastgjort til loftet i en overdimensioneret saksearm, der understreger næsens høje værdi. En appropriering og et greb, der bevidst arbejder sig ind i udstillingen som forhandler af lav- og højkultur. Samtidigt synes der i klovnenæsens approriering at ligge en dobbeltkritik, både af profittænkning og som en anden klovn at hige efter guldet, men også i den mekanisme, der ligger i en mere eller mindre forhutlet baggårdsfigurs synlige værdi og dermed risiko for at blive kastet rundt med af “flokken”. På den måde står ikke bare karakteren Hedera Helix, men også kunstneren selv, individet og mennesket i en udsat position over for det såkaldte “fælles”. Alene med sin kamp for at bevare værdi. 

VR-produktionen er co-produceret af Anders Morre, og trækker midt i den lokale hyper-virkelighed den er optaget i, referencer til både bandekrige, dogmefilm, dadaismens Emmy Hemmings.

Links til VR-værket Hedera Helix (Gekisai Dai Ichi)
VR Spor 1: Hedera Helix møder Gruppen
https://vimeo.com/386521449
Password ved efterspørgsel til molly@mollyhaslund.com

VR Spor 2: Gruppen møder Hedera Helix
https://vimeo.com/387559851
Password ved efterspørgsel til molly@mollyhaslund.com

Performende børn på knager
I videoværket Børn på Knager performer syv børn fem simple instruerede vokale opgaver, imens de hænger i klatreseler fra en 11 meter lang knagerække, for et videokamera der ruller forbi dem på en dolly.
Børnene kender ikke hindanden indbyrdes, men i den absurde situation, imens de udfører instruktionerne opstår en form for vokal kommunikation imellem dem og kameraet. I den sidste sekvens kigger de os, publikum lige ind i øjnene.

Link til Børn på knager
https://vimeo.com/363259912
Password ved efterspørgsel på molly@mollyhaslund.com

Performance Er det ægte?, 8. aug,ust 17-18.00, 25 min:
Til sidst i udstillingsperioden opførte Molly Haslund Christina Hagen’s poetisk hårdtslående udstillingstekst udgivet som et kærestebrev.
Instrueret og komponeret af Haslund, fortolkede performerne Steffen Galster, Sophie Pucill, Sigrid Muraour og Haslund selv Hagens tekst med stemmer, musikalske indslag og objekter fra udstillingen, sammen med Haslunds fysiske interageraktion med den projekterede VR-film om sociale processer, samfundsværdier og levede liv.

Læs invitationsteksten til Teenagere spiser vaffelis af Merete Jankowski via Overgadens webarkiv.
På samme side kan Christina Hagens tekst Er det ægte? skrevt til udstillingen i brevform også downloades. 
overgaden.org/udstilling/teenagere-spiser-vaffelis/
Teksten kan også læses nederst på denne side.


Værkliste:

53 stole fundet i storskrald i fem baggårde, Nørrebro, København, april–maj, 2019 (2019)

Udsigt, udvidet vindueskarm, 2019 (scenepodier, finér)

Teenagere spiser vaffelis, Overgaden Institut for Samtidskunst (2019) (performance 14. juni og indrammet sort-hvidt prædokumentationsfotografi)

Knagerække, 2019 (træ, metal)
Børn på knager, 2019 (video loop 8 min.)

Hedera Helix kostume, 2019 (fotoprint, twill)
Paryk med ti meter fletning, 2019 (sort polyester)

Hedera Helix flydende madrasser og dyner ( Blød arena), 2019
(madrasser, dyner, footprint på bomuld og silke)

Klovnenæse (Uventet adfærd), 2019
(18 karat guld, elastik)

Hedera Helix (Gekisai Dai Ichi), 2019 – To spors VR video:
Hedera Helix Meets the Gang (VR loop 14 min)
The Gang Meet Hedera Helix (VR loop 14 min)

MIO gang skrabelod, 2019 (tekstil)

Udkig til baggård gennem falsk væg, 2019

Er det ægte? (performance 25 min.)
Tekst af Christina Hagen

Tekst af Christina Hagen

Er det ægte?
Kærlighed – hjerte - er flåede tomater. Er flåede tomater i en dåse – konservesdåse - lugter af det metal, der skærer mine pølsefingre op, mens du står og glor. Metal i min mund – skarpt og bittert som at sutte på belortede perlekæder og Chanelringe købt på Den Blå Avis - når jeg sluger mine sovepiller. Medicinmund – medicinfjæs - et ansigt forvredet af den receptpligtige. Misbrugerhuden matcher misbrugersindet matcher misbrugervejrtrækningen. Jeg vil ha det nu. Jeg vil ha dig nu. Jeg vil ha det nu. Jeg vil ha dig nu. Jeg vil æde dig foran de kællinger. Dine knogler skal slikkes rene af mín tunge. Dú er min éjendel. Jeg smider alt muligt lort fra min taske i bibliotekets toilet. Min tampon stinker af optøede steaks – steaks – som de steaks vi spiste ved bordet foran vinduet i gågaden, mens vi talte om dem, der gik ind på Crazy Daisy i grimme jakker og med frygteligt gammeldags brillestel. Brillestel er tandbøjler. Jeg havde ikke troet, jeg skulle bolle nogen, da jeg fik min, men ve du hva, det tog overhånd i en grad du ikke kan forestille dig med dit banale sind. Udlejeren søgte erstatning grundet brune bollehænder efterladt på tapetet. Han sagde det på svensk, mens han svedte og gik uroligt rundt i rummet. At nogen kunne bolle så meget og så grimt.

Engang spiste jeg et kilo chokolade på Magasins toilet. Engang plantede jeg plastikblomster i et naturskønt område, hvor hjorte havde for vane at græsse. Jeg kan godt lide blå sodavand og flotte kunstige bryster.

Er de ægte?

Er den ægte?

Er det et ægte tæppe?

Er hun ægte?

Er det ægte kærlighed?

Er det ægte kærlighed, du har prikket mine øjne ud med? Er det ægte sorg, du har sprøjtet ind i mig? Er det ægte vold, der sidder på mine lår? Jeg spørger, fordi det er vigtigt for mig, at det er ægte. Enhver ekspert er skolet til at kende det ægte fra det uægte. De har forstørrelsesglas og stetoskoper. De har kuglepenne og ekkolodder.

For min skyld kunne du være lavet af hård plast. Det ville på mange måder gøre vores samliv lettere. Jeg har ikke noget imod at spise mig til lykken igennem flødekager eller bade i havet pantone 320 formet af modellervoks med skumtoppe af påduppet perlesukker. Alle dine ansigter har jeg set før i modeblade, alle dine ideer er taget fra bøger og talkshows, selv din måde at gå på har du kopieret fra en skuespiller. Det eneste problem er: Jeg får lyst til at flå min hud af og tage den omvendt på for at gøre noget, du er nødt til at reagere på. For at være noget, du ikke har set før og som du derfor ikke har kunnet læse dig til reaktionen på. Jeg kunne også klæde mig ud som en kuglepen eller tapetsere alle store egetræer, jeg ser, med det sødeste vintagepapir.

Hvad ville din respons være, hvis jeg gik ud på vejen og bed i asfalten og knaste hver enkelt lille flintesten med mine rodbehandlede, mens bilerne holdt i lange slanger - dyttende, utålmodigt bakkende - flere kilometer væk?

Hvad hvis jeg malede mig lilla og stillede mig op på tv og sagde, at jeg havde fremstillet en raket af en frysepose og 7000 kubikmeter ler?

Af ti pakker knaldperler og mellem 20 og 30 cellofanindpakkede hvide liljer?

Ville dit ansigt i et lille øjeblik folde sig i en ikke forventet grimasse?

Hvad hvis jeg malkede dig offentligt og fyldte sæden på flasker og åbnede min egen butik?

Hvad hvis jeg tvang dig ned i en indkøbsvogn og købte et kæmpe lager af vedbend og sagde til dig, at du skulle putte dem alle ind i din mund og for helvede holde dem der, indtil de havde slået rod i din lever?

Hvad hvis jeg rullede dig ind i en dyne og lagde dig ud på motorvejen. Ville du blive overrasket så? Hvordan ville du reagerede, når du aldrig har set noget sådant på tv? Hvordan ville du finde en ægte og rigtig reaktion? Hvordan ville det mon gå dig, når folk var utålmodige efter fyraften, Ole Opfinder?

Hvad hvis hvad hvis hvad hvis jeg sagde til dig, at Mette Helene, som du elskede men aldrig fik, hvad hvis jeg sagde, at nu gad hun dig godt, hvis bare du ville gøre én ting for hende…og at den ting var at fremstille 243 klovnenæser af guld og ringe på døren hos alle på din vej og bede dem iføre sig næserne, før du listede ud i gården og kaldte på dem…mens du…mens du…slagtede deres kæledyr, hvis pels du havde flettet?

Jeg mener bare. Det ægte, der ikke imiterer noget andet, det kræver nogle nye situationer.

Jeg får lyst til at slå dig ihjel fra tid til anden, fordi jeg simpelthen synes, du fylder op. Jeg kan sagtens se dig for mig i en buffet, hvor jeg så har løsnet dine lår, lige hjulpet dem ud af hofteskålen og sprødstegt dem i en stor ovn. Folk er gammeldags, når det kommer til at slå ihjel.

Er det så slemt?

Er det sådan en stor ting?

Der er så mange skrog, der går rundt med deres hunde. En rigtig god bov sidder på et kontor og taler i mobil. Han er min ejendel. Hans knogler skal slikkes rene af min tunge. Jeg vil æde ham i garagen. Jeg vil ha ham nu. Misbrugertålmodigheden matcher misbrugerhuden i medicinfjæset. Medicinmunden sluger sovepillerne, jeg har suttet i mig med den mund, der også har suttet på de belortede perlekæder og Chanelringene fra Den Blå Avis. Jeg skærer mine pølsefingre op for at mærke noget, du er lavet af hård plast, havet er af modellervoks, hjortene i haven æder silkeblomster og lægger sig bag brændeskuret, skrigende af smerte. Vores hund ligger i en kurv ved siden af pejsen, det er svært at se herfra, om den er ægte. Er det en ægte hund? Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad vi købte den som. Var den af kød eller porcelæn? Du reparerer taget, siger du, og vader igennem stuerne med beskidte sko. Det er ikke til at se, om der findes en slags optræk imellem dine skulderblade, det er som om, du går i ring. Du har givet mig en ring af ægte guld, i den sidder en ægte diamant. Pølsefingre er lavet af svin og rene tarme, svinene hviner, inden de bliver til pølser, men det er fint nok, for ud af dem kommer noget ægte, nemlig fingrene, som jeg renser dine huller med, fingrene som jeg kæler for konservesdåserne med. Ud kommer blodet, som suser for dig, som flåede tomater i en dåse. En flået tomat er et hjerte. Mit Pantonehjerte banker for dig. Tror du, det er ægte?

TAK for generøs støtte til udstillingen: 15. Juni Fonden, Statens Kunstfond, Beckett Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, Billedkunstrådet Københavns Kommune.

TAK til enkeltmedlemmer fra København Karateklub, Roskilde Karateskole og Køge Karateklub, performere i Hedera Helix (Gekisai Dai Ichi): Laura Kirstein, Pauline Elgård, Josefine Chmeis, Tatjana Nielsen, Nina Johannessen, Mollie Eggertsen, Nini Chila Nielsen, Marousca Helqvist, Maria Larsen, Piia Kirkensgaard Pannbacker.
TAK til alle performere i det iscenesatte fotografi, og i live performance den 14. juni, begge med titlen Teenagere spiser vaffelis: Frida, Villy, Otto, Mina, Karl-Oscar, Petrine, William, Naja, Rio, Milan Cecilia, Olivia, Storm, Ejgil, Toke, Jakob, Lulu, Kaja, Mathilde.

TAK til alle performere i videoværket Børn på knager: Jens-Frederik, Theodor, Bror, August, Uma, Lulu, Sif, Harald, Luka.

TAK Anders Morre for co-producering af VR-filmen Hedera Helix (Gekisai Dai Ichi) + videoværket Børn på Knager.

TAK til performere i opførelsen af Er det ægte? den 8. aug: Steffen Galster, Sophie Pucill, Sigrid Dyveke Moaur.

TAK til Christina Hagen for katalogteksten, brevet Er det ægte?   

TAK til I DO ART, foromtale 
idoart.dk/kalender/molly-haslund-teenagere
Kunsten.nu, Ugens Kunstner
kunsten.nu/journal/ugens-kunstner

TAK til Christina Hagen for teksten Er det ægte? 
TAK tilOvergaden Institut for Samtidskunst
TAK til Statens Værksteder for Kunst

TAK til Anna Holm, Matilde Helnaes, Mette Truberg, Signe Rørdam Thomsen, Rosa Marie Frang, Katrine Pedersen, Anna Rosa, Nana Reimers, Matilde Haaning, Anders Sune Berg, Dorte Krogh.

Fotograf Dorte Krogh (alle installation views fra udstillingen uden mennesker)

Fotograf Nana Reimers (alle fotos fra Teenagere spiser vaffelis performance og alle fotos med mennesker på fra ferniseringen)

Fotograf Matilde Haaning (alle fotos fra performance Er det ægte?)