Turnering 2018
Spoon Ball Turnering
KØS Art Stage, Tapperiet, Køge, 13. april 2018
KØS Museet for kunst i det offentlige rum viser dokumentationsværk fra KØS Art Stage til og med den 25. august 2018
3 hold iklædt holdfarverne rød, gul og blå er sat i stævne til at spille en turnering i disciplinen Spoon Ball. Spillets principper har Molly Haslund udviklet og spillet går ud på at score flest mål, som skal scores af hver af de tre holds såkaldte ske-spillere. Disse er udstyret med en overdimensioneret ske med hvilken de skal føje boldene i mål, mens banespillerne skal sørge for at få så mange bolde som muligt leveret over til deres ske-spiller. På gulvet er optegnet små og store cirkler, som angiver henholdsvis målområdet for hvert hold og ske-spillerens baneplacering.
Spillet udgøres af 9 deltagere hvoraf Haslund spiller på det gule hold samt 1 boldhenter og 2 kommentatorer. Alle spillerne kommer fra Køge Ungdomsskole. Turneringen blev afholdt på Tapperiet i Køge, hvor også publikum bliver inddraget og en del af performancen. Mens turneringen foregår i ét rum, er publikum placeret i et andet, hvor de følger kampen, som transmitteres live på en storskærm. Her er rummet iscenesat som en sportspub, med bar, borde, stole og en storskærm på væggen. Ved turneringens start gør kommentatorerne publikum opmærksom på at de farvekodede duge på bordene, forbinder dem med et af de tre hold. De opfordres til at sende gode tanker til holdet og heppe opmuntrende. Første af tre runder vindes af blåt hold, hvis fans som tak for de gode overførte tanker, inviteres op på en balkon i spillesalen, hvorfra de kan opleve turneringen live.
I specialdesignede spilledragter, med bemalede ansigter i de tre holdfarver, kampråb og en rituel entre ind på banen med en rytmisk klappen imiteres de ceremonielle praksisser, som man kender dem fra vigtige sportsbegivenheder, og som de unge selv har været med til at udvikle. De to kommentatorer gør brug af en retorik og intonation, som fremmer spændingen og understreger dramatikken i kampens gang, som var det en mediedækning af en autentisk sportsbegivenhed i radio eller tv. Dette stimuleres yderligere ved at dokumentationen af kampen er en live-transmission, som nogle publikummer udelukkende oplever via transmissionen, men som netop giver den samme rus og publikumsbegejstring som ved store landskampe og internationale sportsbegivenheder som OL, Tour de France og VM i fodbold.
Spoon Ball Turnering udfordrer med inddragelsen, af både, rekvisitter, kostumer, iscenesættelse og involveringen af publikum samt live-streamingen af Spoon Ball-kampen ”det sceniske nu”. Det samlede værk består således af både ”live performance” i form af kampen og publikumsdeltagelse samt dokumentations-aspektet, der fungerer som performancedokumentation i performancen. Med filmende iPhones spændt fast på skespillernes kroppe, stationære kameraer samt kameramandens optagelser af både kampen og publikum, afdækkes de performative dele, som efterfølgende er blevet til et 22 minutters dokumentationsværk.
Kampens udfald, publikums adfærd, kommentatorernes kommentarer, samt spillernes reaktioner på kampens gang udspiller sig på uforudsigelig vis og skaber en gribende vitalitet. Med live-streamingen stimuleres denne suverænitet og autenticitet, da kollektiviteten hos publikum, holdånd og konkurrencegejst bliver et oprigtig engagementet. Med alvor og fokus spiller de tre hold sig igennem kampen, som samtidig rummer en vis parafraserende humor med de meget eksplicitte ritualer, designede spilledragter til hver enkelt, ejendommelige bane og den særegne overdimensionerede ske som spilleredskab.