Jeg er havren 2020
Jeg er havren, 2020
På performancefestivallen Up Close præsenterede Molly Haslund en absurd-romantisk performance med ultrakorte anekdoter, havregryn, træsko og sang. Vi kommer forbi markerne, dyrene og landbruget. Hvordan står det til ? Hvem er bonden, hvem er vi?
Jeg er havren tager afsæt i en kendt vise med samme titel, skrevet af den danske forfatter og digter Jeppe Aakjær i 1916. Foruden sit forfattervirke var Aakjær aktiv forkæmper for jyske folkeminder og dialekter samt for bøndernes vilkår, men også en del af den kulturradikale kreds i København. I visen personificeres havren og beretter selv sin historie fra såning til høstmodning, og gennem havrens poetiske betragtninger fremskrives den som et billede på naturen og landskabet frem for blot et produkt af landbrugsavl – et usædvanligt greb for tiden og et særkende ved Aakjærs dobbeltposition mellem en kærlighed til det jyske og tidens progressive intellektuelle strømninger. På samme måde identificerer Haslund sig med havren, og i sin performance balancerer hun mellem et naturromantisk udtryk og den groteske virkelighed, hun erindrer fra barndommen som både landpige og nytilflytter. Disse erfaringer sættes i relation til nutidens moderniserede landbrug og internationale konsortiers opkøb af dansk landbrugsjord, for hvordan står det egentlig til? Hvem er bonden, hvem er vi? Og hvem er de fremmede? Til sidst synges samtlige 12 vers af visen Jeg er havren som duet varieret med én og to stemmer på en ny melodi, der lægger sig melankolsk under originalen, akkompagneret af ukulele, mandolin og lyden af en støvsuger.
Performere: Molly Haslund, Steffen Galster, Anna Walther
Varighed: 12 min.
Det korte videouddrag på denne side er lavet af Christian Brems ud fra en fuld videodokumentation af performancen af Tiny Tear.
Hele dokumentationen kan ses ved efterspørgsel på: molly@mollyhaslund.comUp Close Performance Festival i Det Classenske Bibliotek, København
Up Close-programmet blev tilrettelagt af uafhængig kurator Natalia Gutman
Close Up kunstnere: Esben Weile Kjær og Emma Rosenzweig · Lilibeth Cuenca Rasmussen · Hannah Toticki Anbert · Jacob Kirkegaard og Katinka Fogh Vindelev · Molly Haslund · Hesselholdt & Mejlvang · Louise Alenius · Charlotte Østergaard · Jesper Just og August Rosenbaum · Henrik Plenge Jakobsen · Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey · Tim Matiakis og Astrid Elbo
Mere her:
https://www.ny-carlsbergfondet.dk/da/ny-festival-kickstarter-performancekunsten
COVID-19
Samtlige performances er i samarbejde med kunstnerne tilrettelagt i fuld overensstemmelse med gældende covid-19 retningslinjer. Samtidig sikrer Up Close, at publikumsantal, afstandskrav og hygiejneforhold lever op til de aktuelle krav.
Sponsoreret af Ny Carlsbergfondet
Samarbejdspartnere: HAY, Andersen’s